Schou-Epa bliver igen til butikker

Der er fuld gang i byggeriet i den gamle Schou-Epa butik midt på gågaden i Frederikshavn

En gang et hyggeligt og rart mødested for byens unge og ældre, indtil cafeteriet lukkede dengang i 2005, da varehuset Schou-Epa blev forvandlet til en tom og forladt bygning. Tirsdag den 11. juni 2013 fik cafeteriet igen spisende gæster, da det dannede ramme om et pressemøde for det længe ventede nybyggeri i det gamle varehus.

Der var stor tilfredshed med projektet blandt alle – politikere, bygherre, arkitekter og entreprenører, der var mødt op til pressemødet omkring projektet i Schou-Epa. Endelig er der gang i byggeriet, der skal blive til tre store butikker i gadeplan, samt fire lækre lejligheder på 1, 2 og 3. sal ud til gågaden.

- Vi arbejder ikke med en tidsplan. Vi arbejder med en fartplan, spøgte arkitekt Jørgen Toft Jensen fra Arkinord.

Den renoverede bygning skal være klar til åbning senest 1. oktober 2013. Trigon er derfor gået i gang med arbejdet, og man forventer, at den første butik, Fona, flytter ind i august 2013.

På længere sigt er der mulighed for at udvide med flere butikker.

Byggepladsen i fuld gang.

 

På pressemødet deltog blandt andre kommunaldirektør Mikael Jentsch, teknisk direktør Christian Roslev, formand for Plan- og Miljøudvalget, John Christensen (V), arkitekt Jørgen Toft Jensen, Arki Nord, og ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan.

 

 Gæsterne blev vist rundt.

 

 

Der var stor tilfredshed at spore med udsigten til, at der endelig sker noget i den gamle Schou-Epa butik. Det til trods for, at det roder lidt i gågaden for tiden.

 

Formand Martin Christensen fra Trigon forklarer den tidligere borgmester i Frederikshavn, Erik Sørensen, hvordan facaden kommer til at se ud.

 

Ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan repræsenterede manden, der står bag projektet, forretningsmanden Marcus Choleva. Han havde meldt afbud i sidste øjeblik.

 

 

Vi arbejder ikke med en tidsplan. Vi arbejder med en fartplan, spøgte arkitekt Jørgen Toft Jensen fra Arkinord, da han fremlagde byggeprojektet.

 

 

 

Hjelme på hovedet, håndmadder, tommestok som flaskeåbner og toiletruller på bordet – det var et pressemøde på en byggeplads, da Trigon bød på en forfriskning i forlængelse af pressemødet.