Soklen er støbt til Kornets Hus. I baggrunden ses mølleriet Aurion.
Soklen er støbt til Kornets Hus. I baggrunden ses mølleriet Aurion.

Soklen støbt til Kornets Hus

Opførelsen af Kornets Hus ved Hjørring, som Trigon er totalentreprenør på, skrider frem helt efter planen, måske endda lidt foran tidsplanen. Soklen er støbt, og i løbet af de nærmeste uger bliver terrændæk og gulve etableret. Samtidig færdiggøres kloak og øvrige forsyningsledninger. Jordarbejdet omkring selve bygningen er også næsten færdigt, og i uge 47 rejses elementer.

Projekeleder på byggeriet, Nicolai Suhr Larsen, fortæller, at målet er at komme under tag, inden vinteren sætter ind, og det ser ud til at lykkes. Indvielsen af Kornets Hus er planlagt til næste år.

Kornets Hus sætter fokus på korn som råvare i sund ernæring og fortæller samtidig om kornets historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning. Ud over kursuslokaler vil huset rumme involverende formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, bageri, køkken og café med butik.

Idemanden bag Kornets Hus, Jørn Ussing Larsen, er en af pionererne inden for produktion og forædling af økologisk og biodynamisk korn. Særligt gamle sorter som spelt og emmer. Via virksomheden Aurion A/S, der er nabo til Kornets Hus, har Jørn Ussing Larsen bragt de gamle sorter tilbage på markerne og ud på spisebordene.